Af Korsets Saga.
Ved Wladimir Moe
Korset er Kristendommens symbol.
Over det enkle Kors har der altid hvilet et underfuldt skær, som dets gådefulde form vist nok har bidraget til at forhøje.
Man så i det noget mystisk, noget forudbestemmende. Og allerede fra verdens første tider blev det opstillet som sindbillede på menneskehedens forløsning. Derfra antages følgende sælsomme sagn at skrive sig:
Efter udvisningen af Paradiset havde Adam mange år boet i Heberons Dal og var bleven gamlmel og mæt af dage.
En dag følte han sig svagere end sædvanlig og så de ulykker, hans fald skulle bringe over jorden i et endnu mørkere lys.
Knuget af samvittighedsnag sendte han bud efter sin søn Seth.
"Min søn," sagde han til ham, "gak hen til keruben i paradisets have, han, der med et tveægget sværd vogter "Livets Træ", sig ham, at jeg er livstræt, og at jeg beder ham om at lade mig få lidt af den nådens salve, som Gud lovede mig, da han jog mig ud af paradiset. Tag Vejen mod øst, den fører til paradiset. Du kan følge din moders og mine fodspor. Så stor var vor brøde at der aldrig har kunnet gro græs, hvor vi satte vore fødder."
Lydig drog Seth af sted, fandt vejen og kom til haven, som englen åbnede for ham. Underfulde ting fik der hans øjne at skue, blandt dem et springvand, hvorfra verdens fire største floder springer ud. Ved bredden stod et stort træ med vældige grene, men uden bark og blade. Det var "Kundskabens Træ" på godt og ondt.
Og englen opløftede sin Røst og sagde: "fra dette træ skal engang den nådens salve komme, som Gud har lovet din fader. Men denne dag indtræffer først om 5500 år. Men her er en frugtkerne fra dette træ. Tag den og når din fader er død, hvad snart vil ske, skal du putte den i hans mund. Fra den skal der spire et stort træ. Når det efter lange tider er nået til at bære frugt, da er nådens time kommen."
Grædende begav Seth sig på hjemvejen. Det gik, som englen havde forudsagt. Adam døde tre dage efter, og træet spirede pan hans grav.
Tiden gik, og langsomt voksede træet op. På Abrahams tid var det knap en favn højt. Atter svandt årene, og træets historie var en tid lang gået i glemmebogen. Sagnet fortæller dog, at Kong David plejede at ty hen under det, for at begræde sine synder og digte sine salmer.
Efter Davids død, skulle Salomon bygge sit senere så berømte tempel. Det var næsten færdigt, da man manglede en bjælke og det en af sådanne dimensioner, at der i omegnens skove kun fandtes det ene træ, som kunne præstere en sådan. Træet blev da hugget og det viste sig at måle nøjagtig 31 alen, netop det mål, som skulle bruges. Men da Bjælken i høvlet tilstand skulle indsættes i templet, målte den kun 30 alen; den blev da taget ud og målt på ny, og da var den 31 alen. Men da den på ny blev sat ind, målte den kun 29 alen. Byggefolkene forstod nu, at der var overnaturlige kræfter til stede og kastede bjælken til side. Senere blev den benyttet til bro over bækken ved Silo.
Nogen tid efter kom Dronningen af Saba for at se det pragtfulde tempel. Efter hvad sagnet fortæller, var dronningen fremsynet. Idet hun ville sætte foden på broen, skal hun i ånden have set Frelseren naglet til bjælken, og af ærefrygt var hun ikke til at formå til at betræde den. Hun skyndte sig at meddele Salomon sit syn. Men han, som i bjælken kun så et redskab til Jøderigets undergang, lod den straks fjerne og forsvarlig nedgrave i jorden.
På dette sted var det så, at Bethesdas Dam senere blev gravet, hvis vand, takket være den underfulde bjælke, øvede en helbredende virkning.
Lange tider lå nu bjælken skjult i dammen, indtil et jordskælv en dag rev den løs og førte den op på overfladen. Medens den lå og flød ved stranden, kom bøddelen til; han var ude for at finde materiale til et kors. Dagen forud var nemlig en ung galilæisk profet bleven arresteret og dømt til korsfæstelse. Bøddelen så straks, at bjælken var af den størrelse, han søgte, og han tog den med sig til Golgata. Og på den blev Kristus korsfæstet.
Således lyder sagnet om Kristi kors, hvortil der knytter sig flere legender, hvori både blomsterne og småfuglene spiller ind. l en af dem hedder det således, at da Frelseren hang på korset, var englene ikke i stand til i deres guldkalk at optage alt det blod, som flød. Nogle Dråber dryppede ned på mosset under korset, og straks groede der højrøde roser op. Det er dem, der bærer navnet Mosroser.
Og en anden legende fortæller, at da en lille fugl så den tornekronede Frelsers lidelser, forsøgte den med sit næb at trække tornene ud af hans pande; det lykkedes den også at få en torn trukket ud, men blodet randt ned på dens bryst og farvede det rødt. Derfor er den lille også blev en kaldt Rødkælken.
Men korsets saga er ikke endt med Kristi død. Om dets videre skæbne beretter traditionen, at det af Jøderne blev gravet dybt ned i jordens skød. Her lå det nu omkring 300 År, indtil det på ny blev bragt frem for dagens lys, hvad der efter tradionen skyldes den fromme kejserinde Helena. Over Kristi grav havde hun og hendes søn, kejser Konstantin, ladet bygge en kirke, hvorunder senere - omkring år 350 - korset blev fundet. Der siges, at kejserinden blev opmærksom på en vidunderlig duft, der steg op fra dybet. Hun lod grave, og resultatet var, at der blev bragt frem ikke ét men tre kors. Hvilket af disse var nu Kristi kors? Det skal den sindrige kejserine have udfundet på følgende måde, hun lod de tre kors føre hen til et lig. Berøringen af det første og det andet kors havde ingen virkning på liget, men ved berøringen af det tredie kors rejste det sig straks og blev levende.
Således lyder beretningen om genfindelsen af Kristi kors.
Videre hedder det om "det hellige kors", at Helena sendte den ene halvdel til Konstantinopel, medens hun lod den anden halvdel forblive i Jerusalem. Denne del blev i år 616 af den persiske Konge Chosrus efter stadens erobring ført til Persien, hvorfra det i 628 af Kejser Heraklios blev bragt tilbage til Jerusalem og senere til Konstantinopel, hvor atter de skilte dele blev sat sammen.
Hviler der over korsets saga et sælsomt skær, byder dets vekslende skæbne en temmelig enestående Interesse. For til den grad har i tidens løb opfattelsen og bedømmelsen af det enkle kors svinget, at det fra at stå som den dybeste vanæres brændemærke er blevet ophøjet til symbol på den højeste hæder og udmærkelse.
For et par tusind år siden var korset alene kendt som redskab for den mest vanærende af alle straffe, idet korsfæstelse kun blev de allergroveste forbrydere til del, medens andre dødsdømte blev halshuggede. Hvem skulde da have anet, at den tid skulle oprinde, da korset skulle blive ærgerrighedens eftertragtede mål og komme til at hænge på fyrsters og andre stormænds bryst.
Det degang så frygtede kors vajer nu i alle de nordiske rigers flag og er samtidig hele kristenhedens ophøjede symbol. Og uvilkårlig føres tanken tilbage til det urgamle sagn, hvor det fremstilles som sindbillede på det underfulde træ i Edens Have, “Kundskabens Træ” på godt og ondt.