| Vester Alling kirke, side 2 | ||
| På indersiden af korbuen, øverst oppe, er anbragt en trekant af træ, i hvis midte Guds vågne øje ses. Den har oprindelig siddet i lydhimlen over prædikestolen. Alterbordet er nu bygget op af mursten. Men ved restaureringen fandt man ned til det oprindelige. Omkring alterbordet fandt man resterne af det gamle stenalter, og under en tilhugget sten: et lille relikviegemme med en blykapsel, der indeholdt nogle gamle mønter og noget fuldstændigt hensmuldret stof, som altså skal have været del af en kjortel, tilhørende en helgen, måske kirkens navnehelgen, Sct. Georg. Sådan gjorde man altid ved en indvielse og dermed var kirken helliget og indviet til den store, hellige, almindelige katolske kirke. | ||
|
Altertavlen er en gotisk skabsaltertavle fra o. år 1500. Den fremstår i sin oprindelige enkelhed. Åbnet lader den os se ind i den himmelske verden: på blå baggrund under gyldent snitværk ses i midten Gud fader tronende på sit højsæde, med greb om korset. Han har th. for sig en biskop, tv. den hellige Frans visende menigheden sine sårmærkede hænder. I skabsdørene ses 12 symbolbærende og navngivne apostle. Lukkes skabet ses der på ydersiden af hver halvdør et maleri fra 1700-tallet. Til venstre ses Jesusbarnet i Bethlehems stald, og til højre Jesus, der gravlægges i Josef af Arimathæas have.Alterlysestagerne er fra 1566. Alterdugen er kniplet og syet af hhv. Karen Sørensen og Annelise Nielsen i 2001. Oprindeligt har det lille skab, der hænger på skibets sydvæg, stået oven på altertavlen. Herpå ses to figurer. Til venstre Skt. Jørgen med løftet hånd, hvori sværdet mangler, og til højre ses Sankta Katharina (Øster Alling kirkes navnehelgen), med det sværd, hvorved hun ifølge legenden blev martyr. |
![]() | |
![]() |
Kirkeklokken er fra 1300-tallet og har altså hængt i sit gavlhul i over 600 år og bragt budskaber ud til sognets folk. Ringet ind til den kirke, der i 1553 skulle være nedbrudt og i 1960'erne overlevede planer om at gøre den til begravelseskirke, men som nu - efter 850 års brug - stadig i bedste velgående er Vester Alling sogns kirke. I 1998 blev taget udskriftet og tag-konstruktionen restaureret. | |